|
Lige fra tankerne om at køre til
"European Bike Week" ved
Faaker See i Østrig blev vendt
ved et vintermøde sidste år, har
tilslutningen og interessen
omkring ideen været overvældende.
Aldrig så snart var turen
kommet på kalenderen, før
deltagerantallet eksploderede til
at omfatte over 40 maskiner med
besætning.
|
European Bike Week ved Faaker See
er et - efter europæiske
forhold mammuttræf, der
hvert år siden midt halvfemserne har
trukket mellem 50- og 70.000 bikere til.
Træffet afholdes omkring en lille
krystalklar bjergsø, Faaker See i
Østrigs sydligste provins Kärnten
- ganske få km fra grænserne
til Italien og Slovakiet.
Den første uge i september bliver
hele område omkring søen lukket
af for den almindelige trafik og
vejen rundt bliver ensrettet -
og forbeholdt de titusindvis af
bikere, der cirkulerer i området
døgnet rundt. |
Hundredvis af boder,
restauranter, musiksteder og
alverdens gejl og gøgl holder
gryden i kog i døgndrift -
og lokalbefolkningen flytter
familierne op på første sal, så
de kan arrangere "Bed and
Breakfast" i husenes
stueetager.
Med udsigt til sådan en oplevelse
stoppede selv de forsigtigste
Turklubbere bekymringerne
nederst i bagagen og vovede et øje
- med noget af
en debut tur, skulle jeg ellers
mene!!
|
Det
kræver lidt fodarbejde at
forberede sådan en mega udflugt,
så langt væk hjemmefra -
og med så mange folk med
vekslende grad af kørerutine.
Frede og turlederne - med
Bjarne, der jo har taget turen før,
som superviser puslede
brikkerne på plads, tjekkede
forhold, lagde ruter, reserverede
overnatning, bookede camping osv.
osv. . alle de der praktiske
ting der helst skal klappe 100% når
vi først står der.
Undervejs
faldt et par stykker fra, så
vi endte med en karavane på et
par og tredive ekvipager -
plus hårdtpumpet følgevogn.
Jørgen og Henrik startede med
hver sit hold fra Karlslunde, og
Ole og Bjarne havde en ordentlig
flok med via Fyn og Jylland.
- Og som sagt, vi GLÆDEDE
os "big time" til denne
uge i paradis, i lande og egne,
hvor befolkningen ikke engang kan
stave til motorafgift, og hvor
forkromet lir tilsyneladende er
noget man kaster i posen som bonus
oven i hatten.
|
Der
er pænt langt til Østrig, så vi
måtte gøre holdt for natten
undervejs. En god
dagsrejse nede i
Tyskland, tog vi en afstikker ind
i landet ikke langt fra Würzburg,
hvor floden Main slynger sig på
tværs af sydtyskland.
Her
har vi fundet en rigtig
perle af et biker sted . . i
form af det hyggeligste lille
familie hotel.
Stedet - ligger i en
micro landsby, lige ved bredden af
floden - og kan tilbyde
rummelig garage til maskinerne,
stor tørrekælder til vådt køretøj,
små gode værelser, rigelig,
hjemmelavet og velsmagende mad, og
ikke mindst!!! det elskeligste værtspar.
Alt med en rustik og autentisk
sydtysk charme. |
Der
er de hyggeligste gårdhaver
og terrasser, med plads til nærvær
over en kølig. . .
og
med lokalt bryg, af helt usædvanligt
velsmag i glassene.
- Og en rummelig restaurant,
hvor familiens kvinder i tre
generationer, i en rent ud rasende
fart var i stand til at servicere
hele den storlarmende
Turklubfamilie på rekordtid!
|
Skulle
man få lyst til at kigge området
lidt ud, kan man leje mountain
bikes eller kanoer eller våddragter
til al mulig vandsport hos
hotelfatter, der også er gevaldig
vaks med værktøjskassen, hvis kværnen
lige skal spændes lidt efter!
|
Efterhånden
som vi ankom viste det sig desværre,
at Jørgens hold havde måttet
efterlade Anettes Ole og hans
Fazer, med en knækket kæde, en
smadret kølervæskebeholder og
alt Anettes tøj, helt oppe ved
Hannover.
Ole havde så til gengæld
efterladt holdet med en Anette,
der gerådede i svære bekymringer
over sit manglende tøj og
over den forestående teltrejsning
- og vist nok også lidt
over Ole, der var ankommet til værkstedet
i Hannover 10 minutter efter
lukketid, og derfor måtte blive
hvor han var på et røvsygt
missions hotel - helt til
mandag!
Vi trøstede så godt vi kunne. .
.
|
Dag
to var det det her syn vi kørte i
møde.
Vi stødte ind i Alperne. . .
- Og det er sådan rent
bogstaveligt, for nu om dage er
der ikke noget med at snegle sig
op til et bjergpas for at krydse
disse bjergmassiver.
|
Motorvejen går lige durk
igennem!!! Via endeløse,
buldermørke tunneller. Og
for hver man forlader, er verden
er som
forvandlet. Lige pludselig brager
man ud i lyset - hvor
man træffes! - hårdt!
af det ene mere
fabelagtige - nogen gange
helt eventyragtige syn, efter det
andet - som da vi
forlod det sorteste tunnelmørke - og så!!
lige pludselig lå Ørneborgen
der!! knejsende på bjergtinderne
i solskinnet mod den blå himmel.
. . lige foran
vores ansigter!! WHAAUU!! sir jeg bare!!!!!!!!!!!
|
Ud
på eftermiddagen ankom vi til
vores campingplads ved Faaker -
hvor vi blev modtaget af en oprørt
Arne, der havde brugt to forgæves
timer på at gøre lejrfatter
begribelig at han ikke hed Haar.
Lejrfatter på sin side, blev ude
af sig selv af glæde over at
finde den rigtige Haar og over
endelig at se "sin danske
familie" .
Lykkeligt puslede han rundt om os
og instruerede os MEGET
omhyggeligt om hvordan og
hvorledes vores camp skulle
designes.
Kirken med klokken. der bimlede
solen op og ned så insisterende,
at den ikke turde andet end at
adlyde hele ugen.
|
Under
de givne forhold var det nu ingen
kunst at strikke den fedeste camp
sammen. Vi havde al den plads man
kan ønske sig, så vi kunne
anbringe teltene i en kæmpe
cirkel med alle teltåbningerne
ind mod vores opholdsplads i
midten, hvor vi slog to pavilloner
op.
|
Lejrfatter
dukkede op med lange træbænke,
som han syntes det ville være
smart at have i pavillonerne.
Om det var sprogbarrieren eller om
manden bare antog os for at være
lidt tunge i det, er ikke til at
sige, men det tog ham en times tid
at forklare sit ærinde med bænkene.
I løbet af vores ophold var han i
det hele taget meget opmærksom på
vores behov.
Det var næsten nødvendigt, at
have et par mand permanent
posteret til at tage sig af de
timelange østrigste anvisninger,
der fulgte i kølvandet på alle
de goder han betænkte os med. |
I løbet af aftenen stødte Høx og Jane til. De havde kørt
1000 km fra Berlin, som var
den onde selv i hælene på
dem. . .
. . . og vi havde nået vores mål
med alle mand i god behold -
på nær Ole på missions hotellet
oppe i Hannover.
De
tre sidste billeder er stemninger
fanget i vores fantastiske camp.
|
Ja - og så var vi altså i
Paradis -
Hverken ord eller billeder kan
beskrive, de storslåede
naturscenerier vi oplevede på de
fedeste køreture, rundt i
bjergene.
Discovery Chanel, gå hjem og vug!
INTET i verden slår den ægte
vare!
Om
morgenen mødets vi i plenum om
morgenbordet og drøftede hvad vi
havde
lyst til hver især. |
Enhver, der har været på ferie
med hele familien véd, hvad den
slags kan afstedkomme
af mundhuggeri , når man er 40
mennesker der skal finde melodien
sammen i døgndrift,
og få af dem vil det samme,
samtidig.
Her
var det måske en fordel at vi var
så mange, og at vores, til
stadighed, handlekraftige turledere havde planer i
baghovederne. Jørgen lavede f.
eks den fedeste tur op til Gross-glockner en dag, Høx havde
en fantastisk tur, med afstikker
ind i Slovakiet og Italien,
|
Ind imellem blev der improviseret på
livet løs. Således var også dagligt
smutture, bla. rundt til
områdets "storbyer" og
sådan øvrige attraktioner -
udover bjergene, mener jeg.
|
F.eks. var vi ikke længe om at
spotte en "Louis" lige i
nabolaget, som vi besøgte i fast
rutefart.
Så
der var mulighed for, hver dag at
få stimuleret både sit shoppe
gen og sit vildmarks gen -
og alt det midt imellem.
|
Folk sluttede sig til ditten og
datten, til på kryds og tværs,
hvor hver især havde lyst.
Og så må man sandelig ikke
glemme at vi boede helt
paradisisk hjemme i campen.
|
Her var der alskens aktiviteter,
vi kunne muntre os med. . .
Trille en stille tur rundt om
fantastiske Faaker See.
Besøge markederne og snolde i
boderne. . .
.
. . eller bare hænge ud og se på
utrolige Harley'er,
|
|
- For dem der ikke søgte op bjergene, blev heden ulidelig
midt på dagen. . .
Men
se lige her!!
Minsandten om vi ikke havde egen
bjergsø på campen.
Der pjattede vi rundt nede når
varmen blev for overvældende.
Søen stod i forbindelse med den
store sø (Faaker) via nogle siv
områder.
Man kunne låne kanoer og bare
padle rundt som man havde lyst.
Det
havde vi en
hel del spas ud af. |
Det
var også her lå vi med røven i vandskorpen da Ole
langt om længe arriverede fra Hannover, og Anette endelig
kunne få sit tøj.
Hun havde nu ikke savnet det så
meget, for vi gik næsten altid nøgne
omkring, når vi ikke havde køretøj
på.
|
Vores utrættelige lille lejrfatter var konstant på stikkerne
for at sikre vores komfort med alverdens bekvemmeligheder.
Lange borde til bænkene, kabler og stik til el, en kæmpe
party grill, en boremaskine, en håndfuld havefakler . . .
og i den 35 graders hede, et stort køleskab til at have
under pavillonerne.
. Til afleveringen af sidstnævnte havde han dels iført sig
en officiel udseende blå kittel, dels allieret sig med et
par tjenende ånder, som han myndigt kommanderede rundt med,
mens de svedende bragte monstrumet på plads.
|
Skabet virkede ved hjælp af
psykologi for alle listerne rundt
om døren var væk og der var frit
udsyn via sprækken til det
ligeledes 35 grader varme indhold
(selvom kompressoren
glødede) men vi syntes alle
at øllerne var koldere når vi
tog dem
i køleskabet. |
Om
aftenen fyrede vi den max til høj
musik enten i
"Harley Village" eller i
en af de andre, til lejligheden
opfundne fest"byer". .
|
Døgnet
rundt vibrerede klippegrunden
under os, sat i svingninger af de
ti tusind vis af V2'ere, der
cirkulerede konstant, og
hvis buldren vuggede os i søvn.
. .
. . . og vækkede os igen om
morgenen.
Det så ca. sådan her ud. . .
|
Som en rigtig stor
Bakkeåbning/lukning. .
. . . Gange med ti!!! |
Yes,
hvad kan jeg snart sige mere. . .
Således levede vi lykkeligt
dagene på vores
Fuldstændig
fantastiske og utrolige Østrigstur
|
Det
var med stort vemod at jeg så
Alpernes sneklædte tinder blive
mindre og mindre i mine spejle, da
vi satte kursen mod Danmark igen .
. . (men jeg hviskede
et lille, muntert "på
gensyn" inde i hjælmen!)
|
Vores
hjemtur forløb - tro det
eller ej - lige så sorgløst,
som udturen.
Den selv samme kærlige vind, som
havde pustet os i ryggen på vejen
ned, var på plads og pustede os
pænt nordpå igen.
Vi
var ikke engang mere udmattede
oven på turen, end at en pæn håndfuld
kørte direkte til Bakken, der jo
holdt lukkedag samme aften. |
Se, det var en rigtig Turklub
historie!
Tak
for det fedeste følgeskab, min
Turklubfamilie!!! |
Mettes Corner oktober 2006 |